Børn, der kan opføre sig ordentligt, gør det. Vi voksne har ansvaret for barnets adfærd: Vi skal smitte børnene med ro i stedet for at stresse dem med affektudsving og skældud. Low Arousal gør endeligt op med konsekvenspædagogikken.

 

Lucas kaster stole gennem lokalet og slår og sparker. Jeg reagerer med skældud og fastholdelse. Det nedtrapper ikke ligefrem konflikten, samtidig med at det er etisk problematisk, i værste fald ulovligt og under alle omstændigheder skadeligt for Lucas. Det helt ulykkelige i denne situation er, at hverken han eller jeg på nogen måde ønsker denne konflikt. Mange voksne oplever denne type situationer, hvor vi løber tør for metoder til at håndtere børn, der mister kontrollen over sig selv.


Der er ingen positiv læring i konflikter for børn med udviklingsforstyrrelser. Tværtimod vil barnet miste tillid til os, hvilket vil gøre vores pædagogiske arbejde sværere. Et barn, der vokser op i en hverdag, der er præget af konflikter og fastholdelser, har øget risiko for depression og en generelt lavere livskvalitet. Forskellige metoder fra Low Arousal-tilgangen kan dog minimere hyppigheden og intensiteten af disse konflikter. Jeg vil her give nogle eksempler på, hvordan Low Arousal kan forebygge og nedtrappe konflikter.


Metoderne
For det første er det os voksne, der har ansvaret for at skabe nogle rammer, der tager hensyn til barnets udfordringer, og sikrer en tryg, forudsigelig hverdag, der er præget af en positiv relation mellem barn og voksen. Det kræver en grundlæggende viden om barnets udfordringer. Har barnet f.eks. problemer med sanseforstyrrelser, er barnet meget stressfølsomt, er de eksekutive funktioner ikke alderssvarende, så skal der tages specielle hensyn til det. Men træerne vokser jo ikke ind i himlen, og vi kan ikke undgå konflikter helt, selv om vi tilpasser rammerne omring barnet. Derfor er det vigtigt at have nogle metoder, som kan bruges, når konflikten eskalerer.

For det andet gælder det om at regulere sit eget og barnets affektniveau. Det er meget vigtigt, at man ikke går med op i affekt, når barnet bliver frustreret, da affekt smitter. Hvis man hæver stemmen og skælder ud, kan man være ret sikker på, at barnets affektniveau stiger, og man bliver skældt tilbage med samme eller højere intensitet. Det har de fleste, som har haft med børn med ADHD at gøre, oplevet. At holde sin affekt lav er ikke noget, som falder alle lige nemt, men det kan man heldigvis arbejde med. Personligt har jeg en liste over former for adfærd, som jeg ved, presser mig op i affekt (f.eks. høje skrig i længere tid). For at forhindre at jeg gå med op i affekt, når jeg oplever disse former for adfærd, har jeg udviklet en række strategier, som gør det lettere for mig at holde mit affektniveau lavt. F.eks. bruger jeg min vejrtrækning aktivt og jeg holder fysisk afstand til barnet. Men først og fremmest har jeg hele tiden en opmærksomhed på mit eget affektniveau. På den måde risikerer jeg ikke at gå op i affekt, uden at jeg opdager det.


For det tredje skal vi se på, hvilke krav vi stiller til børnene, og ikke mindst hvordan vi stiller dem. Studier har vist, at mellem 70 og 85 % af alle konflikter i skoler og på opholdssteder opstår i kravsituationer. Derfor er vi nødt til at kravtilpasse. Her er det vigtigt at understrege, at vi ikke nødvendigvis skal stille lavere krav til børn med ADHD eller andre udviklingsforstyrrelser, men at vi skal stille dem på en måde, så det bliver lettere for dem at sige ja til vores krav. Det kan f.eks. være urimeligt at stille krav til en dreng på 7 år med ADHD om, at han skal sidde stille i 45 minutter og lave matematik. Her vil kravtilpasning være påkrævet. Man kunne f.eks. overveje, om drengen skal have indlagt pauser, eller om han skal lave noget af matematikken på en iPad.


Filosofien bag Low Arousal


Metoderne og filosofien bag Low Arousal-tilgangen er udviklet af Dr. Andrew A. McDonnell i de sene 1980’ere – selve begrebet Low Arousal blev først taget i brug i 1994. Grundlaget for udviklingen af Low Arousal-tilgangen var, at McDonnell op igennem 80’erne oplevede, at ansatte på specialinstitutioner blev undervist i metoder, som mest af alt lignede selvforsvar. McDonnell satte sig for at udvikle et forskningsbaseret system, der byggede på en ikkevoldelig og konfliktnedtrappende tilgang.
McDonnell lagde vægt på, at man ser på barnets adfærd som en strategi til at klare en svær situation og ikke som et udtryk for dårlig opdragelse eller oppositionel adfærd. Low Arousal-tilgangens grundtanke ligger tæt op ad Ross Greenes smukt formulerede sætning ”Børn, der kan opføre sig ordentligt, gør det”. Man bør derfor ikke lægge ansvaret for konflikter og problemadfærd over på barnet. Hvis barnet en gang har mistet kontrollen over sig selv, er det den professionelles ansvar at udarbejde en pædagogisk plan, der minimerer risikoen for at det sker igen.
Low Arousal blev oprindeligt udviklet til håndtering af problemskabende adfærd inden for autismespektret. I dag bliver tilgangen også brugt i andre situationer, hvor der kan opstå problemskabende adfærd som f.eks. udviklingshæmning, ADHD og demens. Efter min mening er der grund til at implementere metoderne inden for f.eks. almenområdet i skoler, børnehaver og psykiatrien. Set i lyset af, hvordan inklusion i folkeskolen er blevet et politisk fokusområde, er det vigtigere end nogensinde, at lærere og pædagoger får nogle metoder, der virker i arbejdet med børn med særlige behov.